Hvem er vi?

I HF Søholm er vi 112 kolonihaver. Vi bor i fantastisk skønne omgivelser op ad Brabrandsøen og Aarslev Engsø. På sydsiden løber den gamle “Hammel togbane”, som nu er en gang & cykelsti der snor sig gennem skoven. Og med kun 15 minutters kørsel fra Aarhus C bliver placeringen ikke bedre.

Alle huse har kloakering, indlagt vand og strøm og vi bor tæt på en mast så de fleste har 4G+ internet.

Vi er en blandet flok af glade mennesker. Alt fra børnefamilier til de ældre der har været her siden begyndelsen. Her er et super godt naboskab hvor folk gerne hjælper hinanden og gerne løfter i flok, f.eks. på vores årlige arbejdsdag – og vores “gives bort” facebookgruppe gløder.

Vi har et par bistader i et roligt hjørne af foreningen, som hvert år producerer masser af honning så vi kan opleve smagen af vores egne blomster.
Du kan købe et glas ny-slynget honning på vores markedsdag i forbindelse med vores årlige sommerfest-uge.

Du er altid velkommen til at komme her ud og gå en tur i de skønne omgivelser.

HAVEFORENINGENS HISTORIE

Det hele startede dengang i 1974…

– uddrag af protokollen fra stiftende generalforsamling:

“Onsdag den 12. juni 1974 kl. 19.30 i “Kongreshuset” Amaliegade, blev der afholdt stiftende generalforsamling for haveejere på gården “Søholm”s jorde.
Kreds bestyrelsen for Århuskredsen under Dansk Kolonihaveforbundet var indbyder.”

 

Beretning ved kredsformand Bent V. Jensen

– uddrag af protokollen fra stiftende generalforsamling:

“Så nåede vi da omsider frem til den historiske dag, da vi som lejere på gården “Søholm”s jorde med god samvittighed kan stifte endnu en haveforening under kolonihaveforbundet for Danmark i dennes Århus kreds.

Dette areal er et af de smukkest beliggende her på Århusegnen, hvorpå der er anlagt kolonihaver.

Disse haver er jo anlagt efter princippet langtidslejemål – 50 år, til året 2021.
– men vi håber, de kan blive liggende til langt ind i næste århundrede – altså langt forbi 2021.”

Til de bekymrede kan vi oplyse at der siden er forhandlet en ny aftale og vi kan være her mindst 30 år endnu 🙂